tirsdag den 26. oktober 2010

Tja - så blev man også reklamefotograf.

Historien om osten.

I den forgangne weekend sad jeg, som så ofte før, og trawlede ugens reklamer igennem. Til tider kan det være noget af en pestilens at sidde og glo på de "herlige" tilbud som alle mener de har - og som ingen kan undvære. Selv om den pænt store postkasse vi har hængt på muren, to gange om ugen bogstavelig talt er ved at få forstoppelse, bliver noget af det alligevel kigget igennem - det kunne jo være der var noget man ikke vidste man manglede, og der var tilbud på det!
Netto's reklamesag er forholdsvis overkommelig, så den gav jeg mig i kast med. Da jeg kom til ostene gjorde jeg store øjne - ikke på grund af osten, for den kender jeg ikke. Men billedet der pryder osten "Fjordglimt" i formatet 5.5 x 3 cm. DET kender jeg - for det er sgu da mit billede. Godt nok er hukommelsen ikke hvad den burde være - men jeg mente nu ikke jeg havde solgt det billede.


Det her blev jeg ærlig talt lidt studs over og besluttede mig for at undersøge nærmere, hvad og hvem der var den formastelige synder. Een ting er at vore billeder bliver brugt eller vist på andre hjemmesider - med kildeangivelse. Noget ganske andet er når billederne bliver "fisket" til kommercielt brug - her burde enhver fest stoppe.
Jeg henvendte mig til Netto, som henviste mig til Mammen Mejeri der producerer osten, som henviste mig til et etikettrykkeri i Randers, som igen bruger et bureau i Randers til deres designs.

En lidt kringlet tilgang, men det lykkedes at finde "synderen"! Billedet til højre er originalbilledet på http://www.marrik.org/  dog i en kraftig formindsket version - men altså alligevel god nok til tryk.
Jeg har i dag haft kontakt til bureauet, som blankt erkender de har brugt billedet. Billedet har de hentet på Google og efterfølgende beskåret kraftigt og spejlvendt.
I og for sig er der ingen undskyldning for ikke at gå til kilden til billederne - mener helt bestemt at billeder der vises på Google også har vedhæftet, hvor billedet stammer fra?
Nå - men resultatet af den lille samtale blev at vi fandt en ordning for betaling for brugen af billedet, og en forespørgelse på om der evt. var mulighed på et senere tidspunkt for at jeg ville levere billeder. Nu ser vi!
OG - nu mangler jeg bare at finde ud af om osten er lige så god - som billedet er godt :-)

Historien set lidt fra den humoristiske side, selv om der er alvor bag, så er det vel ikke så mange fotografer der uden egen viden pludselig ser egne "værker" sat til salg i en landsdækkende kæde med over 400 butikker til en pris af 39 kr. - og så endda få en ost med i handlen :-)

5 kommentarer:

  1. En karriere som ostehandler venter lige om hjørnet.............

    SvarSlet
  2. Det er sguda et flot billede der pryder den ost, man får lyst til at købe.
    Håber dog at osten kan leve op til udsmykningen...
    Det bli'r sikkert ikke sidste gang sådan noget sker.
    Bliver du så rig og berømt nu???

    SvarSlet
  3. Køb ikke - smager som en forvokset "babyost", altså ikke af noget! Osten lever med andre ord ikke op til billedet :-)

    Bliver du så rig og berømt nu???
    Det tvivler jeg stærkt på, mindre kan vel også gøre det. Velhavende og kendt måske - men det tvivler jeg sgu også på :-(

    SvarSlet
  4. Nå... Det var sgu trist. Så er det bare berygtet og frygte der præger dit image??? :0))
    Osten skal vel bare graves ned i et sydligt hjørne af haven og pilles op igen til sommer, så er jeg sikker på den bliver uforglemmelig. Hæ, hæ...

    SvarSlet
  5. Katten har fået osten i håb om at den så lader småfuglene være i fred. Det lykkedes vist ikke så godt - der lå fjer i gården til morgen.
    Måske man i stedet skulle grave katten ned :-)

    SvarSlet