fredag den 27. april 2012

Tre "nye" øl.

Årets første måneder har bibragt "beholdningen" ikke mindre end tre nye øl.
Den første, Bastognen, blev brygget i januar. De to næste, "Pivo" og "Abbey Ale" blev brygget midt i marts. Alle er forlængst gæret færdige og tappet på såvel fustager som flasker. Nu er det så med at tøjle tålmodigheden - dog er Bastognen nu tæt på at være drikkeklar. De øvrige skal nok stå et par måneder mere inden potentialet i smag og aroma er ved at nå et stade hvor man kan sige at der er basis for tommel op eller ned. Er det tommel op - vinder øllet endda ikke så lidt ved at stå nogle måneder, og stille og rolig få lov til at udvikle sig yderligere. Efter sigende (har endnu ikke prøvet det) kan øllet sagtens stå i flere år på fustagerne . Med håndbrygget øl, som ikke er pastauriseret og ikke filtreret, er det som med god vin - det udvikler sig over tid.

Er det tommel ned - er det på den igen :-(

Den første, for at begynde fra højre, er Bastognen som blev brygget i januar.
 Denne øl er af typen "Belgian Dark Strong Ale".
Det er ikke første gang jeg har brygget denne øl - fakstisk er det tredie gang. At jeg har set mig tvunget til at brygge igen skyldes at jeg har haft en anelse svært ved at have den for mig selv. Hæ, det er sgu også okay - det var vist også det der var meningen :-)
Jeg har dog også, rent undtagelsesvis, brygget denne øl til en god vens 60 års fødselsdag.
Øllet er brygget på 3 slags malt, humle og  krydderier som koriander og tørrede appelsinskaller. Alkoholprocenten ligger på ca. små 6.

Den næste øl, "Abbey Ale", er af typen "Belgian Specialty Ale". Også en populær øl her, da det er 2. gang jeg brygger den.
 En af de meget få (og dyre) købeøl jeg har haft lyst til er Carlsbergs Semper Arden øl. Herunder deres Abbey Ale. Den jeg har brygget er en kloning af Carlsbergs øl - et forsøg på at lave en øl der tilnærmer sig "originalen" i smagen. Der findes masser af læsestof, både på nettet og i bøger, hvor man kan læse om hvordan andre har gjort deres erfaringer. I dette tilfælde fik jeg god hjælp af min lillebror, som er lidt af en "ørn" ud i bryggekunsten, til at finde den rette sammensætning af maltene og humlerne.
Øllet er brygget på 3 slags malt og 2 slags humle og noget muskovadosukker.
kalorieindholdet er på 594 og alkoholprocenten ligger ganske pænt på 6,8


Den sidste øl, "Pivo'en" er en nyskabelse blandt mine øl.
At øllet er blevet "døbt" Pivo er lidt af en tilsnigelse da den intet har at gøre med det man i det gamle Jugoslavien kaldte Pivo - en fællesbetegnelse for øl. Forklaring følger.
Øllet er brygget hos lillebror i Lemvig, Holyshit bryggeri :-) At det er brygget der skyldes at det er første gang jeg skulle lave en undergæret øl og at en væsentlig del af ingredienserne er ris, men også for at lære processen med risen, som jeg iøvrig har haft lidt svært ved at få fat i - da der er ikke tale om ris indkøbt i lokale "handelsstationer".
Hos lillebror er øllet en meget populær og let sommerøl til de lyse sommeraftner. Øllet er særdeles lyst, perlende og forfriskende, derfor bærer øllet bl.a. navne som "terrassebasker" - "Tøzeøl" på de kanter. En skive citron i det kolde øl er rigtig lækkert - det giver en let syrlighed som klæder øllet rigtig godt.
Et eller andet gik helt "galt" under brygge/gæringsprocessen, for det endte op med en alt andet en let øl. Det endte med en FG på 1010, hvilket gav en procent på 7,45 - altså så som så med det lette, og dermed ikke meget "Tøzet" over den. Jeg kunne naturligvis have pladret en masse ekstra vand i øllet (som på bryggerierne) for at få %'erne lidt ned. Dette fravalgte jeg dog og kalder så øllet for Pivo - en øl som man nok skal være lidt varsom med at indtage i større mængder ad gangen :-(
Allerede nu, efter 14 dage på fustage, tegner det rigtig godt og jeg glæder mig til den øl når vi kommer hen mod sommerferietid.
Typemæssigt er det en såkaldt Lite American Lager, lidt i stil med den amerikanske Coors eller mexikanske Corona.
Øllet er brygget på tysk pilsnermalt og som skrevet, ris samt saaz humle. Intet yderligere i form af krydderier og lignende er tilsat.