tirsdag den 22. november 2011

Månedens billede oktober 2011

Vel ikke som sådan særlig interessant, månedens billede.
Men det er nu lige så meget tænkt som et eksempel på at, næsten uanset hvor ringe et hus er - kan det sælges. Her er der tilsyneladende ikke tale om et "udkantssverige". Det er derfra billedet stammer, taget i efterårsferien. Lokaliteten er en lille vestsvensk skærgårdshavn, Grundsund, hytten er placeret ganske få meter fra kajkanten. Sikkert derfor at prisen på hytten er på ikke mindre end 900.000 kr. Svenske kr. ganske vist - men alligevel.
Huset står vist ikke til at redde. Soklen er smuldret bort, det samme gælder en stor del af de "stommer" det er bygget af. Et vaskeægte håndværker tilbud, må man sige :-)

Månedens billede september 2011

Månedens billede er fra starten af september, ferien lå sent i år.
Et af målene for ferien var at gense Arles og se noget af det vi ikke nåede sidst vi var der for snart mange år siden.
Bl.a. havde vi bestemt os for at finde Van Gogh's berømte Langlois bro. Den var unægteligt noget nemmere at finde med en gps installeret i bilen - sidst fandt vi den nemlig ikke.
Hvad der overraskede mig lidt var at det var mig ikke muligt at finde samme vinkel som Van Gogh havde anvendt, det på trods af at han lavede adskillige billeder af broen.


Et andet mål var at finde/gense det lille hyggelige torv. Et torv, hvor det sidst vi var der, danner ramme om nogle gevaldige "fester", forstået på den måde, at det er på dette torv tyren fra den foregående uges tyrefægtning bliver fortæret. Nu bliver tyrene ganske vist ikke dræbt i arenaen - men det kommer nu alligevel!
En fantastisk velsmagende tyreragout der havde stået og simret hele dagen blev serveret. Hertil et leben af musikanter og bargæster der slæbte Pernod i stride strømme ud fra baren.
Alt dette oplevede vi ikke denne gang - vi var der senere på året og det var heller ikke i en weekend. Men ganske rart alligevel at sidde samme sted og lade minderne fra den gang komme på nethinden og genopfriske oplevelsen.


 Som før nævnt, det var mange år siden vi sidst havde været der. Dette torv kneb det også for os at finde. Hovedårsagen skal nok findes i at rigtig meget er lavet om i byen. Enkelte pladser og torve har undergået en forskønnelseskur.
Vi fandt det dog tilsidst - til dels ved hjælp af det flotte "pejlemærke" på hjørnet af et af torvets mange restauranter og barer.

Månedens billede august 2011

Årets sommerferie gik til Sydfrankrig. Det er langt fra første gang vi har taget turen derned. Men i år skulle turen undervejs gå omkring Jurabjergene og dernæst de Provencalske alper "Haute Provence". Et af turens højdepunkter, i hvet fald mht. meterhøjde, var Col de Calbier i knap 2400 o/h. En del genvordigheder (det får vente til anden anledning) inden vi nåede toppen og de fantastiske udsigter. Gletseren på La Mieje som var meget tydelig at se fra Col de Calbier.


Her var der ganske synlige tegn på den globale opvarmning.
Set i forhold til gamle/ældre billeder af gletseren er der ikke meget tilbage - der er gået voldsom svind i gletseren.
Synsmæssigt virkede det som om vi var nogenlunde i samme højde som isen derovre, hvilket dog nok ikke helt stemmer overens med den temperatur på de 25 grader der var da vi var der, i så fald havde der vist ikke været noget tilbage af isen.