Ferien i Sverige.

Sommerferien skulle tilbringes i vandland.
Sverige lever, efter vores 12 år med egen godt 200 år gammel storbondestuga og dermed masser af ferier, til fulde op til det "øgenavn" jeg hen over årene har fået hæftet på landet - nemlig Vandland. Sjældendt, om nogensinde, har vi oplevet en så våd sommer som denne, i ugerne 30-32.
Et lyspunkt var, og blev det til, at vi allerede i starten af året bestilte billetter til en koncert oppe i Dalarne, nærmere bestemt ved Rättvik.

En forlængst nedlagt åben mine danner en fantastisk ramme om de mange koncerter der afholdes i Dalhalla, lidt nord for Rättvik.

En helt sublim og stærk musikalsk opførelse af Queens A nigth at the opera. Johan Boding, et 20 mands kor og orkester gjorde alt for at vi, og ca. 4000 andre tilhørere skulle glemme regnen.

Johan Boding var et, for os, ubeskrevet blad. Dét er han ikke mere. Jeg tror ikke vi nogensinde vil glemme den aften.
Mange har vel gennem tiden forsøgt, på den ene eller anden måde, at tilnærme sig den forlængst hedengange Freddy Mercury' stemme og stil - uden synderlig held.
Vi blev meget overraskede over hvor tæt Johan Boding ligger på Freddy.

Trods den silende, og til tider, styrtende regn - afbrudt af kortvarige perioder med kun lidt vand i luften blev humøret holdt højt hos alle.

Der blev sunget, rocket og rullet for alle entré pengene til de elskede Queen klassikere.
70'erne - 80'erne og rundet af med noget af det sidste Queen lavede inden Freddy døde. The show most go on.
Hvilket det, i denne opsætning så afgjort gør - go on!

Johan Boding udviste en næsten ulidelig energiudladning. Løb, spring og dans sammen med koret og alligevel havde han luft til at kunne fare langt op i minen ad de udhuggede køreveje. Og dér, helt klædt i hvidt og med en "kanon" af en projektør centreret på sig, fremføre en af klassikerne. En næsten "religiøs" oplevelse, i hvert fald en meget, meget speciel oplevelse for os og de mange tusinde andre tilhørerer den aften.

Afslutningen på aftenen blev et brag af lys og lyd. Den fik simpelt hen "hele armen".

Som ved de fleste andre større "events" blev aftenen afsluttet med et kæmpe fyrværkeri. Almindeligvis har man ikke mulighed for at sidde lige under et fyrværkeri af disse dimensioner - det blev også en lidt usædvanlig oplevelse.




Det var bare en "fuldfed" aften, trods regn og en kamp med regnslaget for at få taget nogle billeder der kan lægge bunden, når man en gang bliver så gammel at der kan blive behov for noget til at støtte hukommelsen.