Barndommens gade

For nogle dage siden var jeg en tur oppe ved skovpavillionen for at lede efter motiver. Det udartede sig ganske anderledes end jeg lige havde regnet med. En tur rundt om bygningen for at bese skaderne efter vinteren, trykke næsen mod ruderne for at se ind -og en pludselig indskydelse ved indgangen. Jeg trak i døren, som viste sig at være ulåst. Det samme gjaldt iøvrigt de andre døre jeg tog i. Fristelsen var for stor, så jeg åbnede og gik ind. Desværre har tidens tand  de sidste 35-40 år været hårde ved den gamle pavillion. Hærværket har bestemt heller ikke pyntet på indtrykket. Det var langt fra en positiv oplevelse.
Men det satte nu også skub i en tur hen ad Memory Lane :-)

Barndommens gade var det bestemt ikke, vel snarere ungdommens foretrukne tumleplads i weekenderne, Skovpavillionen i Hadsund.

Siden de "go'e gamle dage" har pavillionen været anvendt til meget andet under skiftende ejere. Men uanset de ændringer der er foretaget i løbet af årene, var alt genkendeligt og det satte såmænd gang i tankerne.

Det indvendige af skoven har i den grad været udsat for hærværk, glasskår og ødelæggelser alle steder.

Enkelte af de smukke glaspartier der fungerede som rumadskillelse står stadig - det er dog sikkert nok kun et spørgsmål om tid - inden de også er knuste, sørgeligt.

Rummet der nok indeholder de fleste minder for mig - salen - og baren nede bagved.
Det var her vi drenge med fedtet anderumpe hår slog vore folder - senere blev det noget mere "langhåret". Uanset om det var det ene eller andet - så trak pigerne i deres lårkorte dress og Hot pants som magneter. En form for magnatisme var der også over musikken. Af en eller anden grund står Les Manes fortolkning af Eddy Floyds "Knock on wood" i den grad stadig og spiller i mit indre øre. Og jo - jeg kender grunden til at jeg stadig kan mindes en så "lille" ting - de gjorde det godt, rigtig godt. Og det i en tid hvor der ikke blev anvendt alskens kunstige fiksfakserier for at lyden skulle være noget, den ikke er. Her var det den ægte uforfalskede vare! 

Tiden har ændret mangt og meget. Musikken er stoppet, i hvert fald her, stedet forfalder og pigerne har forlængst skiftet det lårkorte og hot pants'ene ud med "blomstrede" kjoler og erhvervet sig titler som Mormor eller Bedstemor. Sørgeligt at det skulle gå så gruelig galt, - men minderne har vi da lov at ha' :-)

Tilbage er kun de sørgelige rester, altså ikke pigerne, af Skoven.

Lofterne hænger faretruende, sammenstyrtningsfaren er nok overhængende.

Man må håbe at ejerne, hvem de så er, får sig taget sammen til at få bygningen låst af så ikke legende børn eller hærværksfolk bliver knust under nedstyrtende lofter eller hele tagkonstruktioner.

Det ville i alle henseender være et sørgeligt sidste kapitel i Skovens historie.